Thoughts on Evil and Fighting it Back

Januar 2020

Jeg har mistet min validitet. Men hvis jeg tænker efter, har jeg nok aldrig rigtig haft det. Selvom jeg har påberåbt mig gyldighed, hvad enten det har været i mindre fællesskaber eller samfundsrelateret, har det bare altid været forgæves. Samtidig har jeg igennem mit liv med undren kunne se mennesker ufortjent blive båret frem på gyldighedens trone.

Er man et gyldigt medlem af et hvilket som helst fællesskab hvis man mishandler? Hvis man ikke har almindelig medmenneskelig respekt for andre? Hvis man forbryder sig imod lovgivning og fundamental medmenneskelighed? Forbryder sig imod menneskerettigheder?

Der er stor forskel p√• hvad det enkelte menneske kan tillade sig. Nogle har vide rammer og bef√łjelser, og kan v√¶re nogle rigtig dumme svin, men alligevel hyldes som helte. Andre igen kan v√¶re nok s√• gode, men alligevel blive behandlet brutalt og nedv√¶rdigende, og aldrig kunne opn√• bare et gran af naturlig gyldighed.

Jeg er helt p√• det rene med i hvilken position jeg befinder mig. Jeg ser det meget tydeligt og n√łgternt. Mine fors√łg p√• at opn√• retssikkerhed og retf√¶rdighed og dermed gyldighed virker latterlige. Jo, mere jeg anstrenger mig des mere idiotisk og komisk. Jeg er uden for almindelig og normal r√¶kkevidde.

Mennesket har som den eneste race på jorden en iboende dysfunktionalitet. Det er en konstatering. Det ses i vores nutid og det ses så langt tilbage vi har mulighed for at gå historisk. Det er vores undergang. En uundgåelighed. Menneskeracen destruerer sig selv og hinanden, og holder aldrig op med det.

Jeg er glad og stolt over at v√¶re mig. Jo, jeg har ved gud mindre flatterende sider, som jeg faktisk hader mig selv for, men overordnet er jeg glad for at turde v√¶re st√¶rk og aldrig slingre i forhold til min integritet. Jeg er ikke bange for at v√¶re alene. Jeg er ikke bange for at k√¶mpe alene. Jeg er ikke bange for at blive latterliggjort og aldrig at kunne opn√• almindelig gyldighed. For det vigtigste er, at jeg kan se mig selv i √łjnene. Aldrig at falde ned i bekvemmelighedens s√łbe, der kan se varm og indbydende ud p√• lang afstand, men som er isnende og d√łdeligt kold, n√•r man f√•r set rigtigt efter. Et t√•get og √•ndsforladt √łde. Uden k√¶rlighed og oprigtighed.


Jeg har mange gange haft lyst til at blande mig i debatten, og g√łr det ogs√• indimellem, men det f√łles ligegyldigt og omsonst. Der er ikke rigtige mere at komme efter. Samtidig har jeg et yderst ambivalent forhold til medierne, vi alle er tvunget til at formidle os igennem, og her h√łrer ogs√• de sociale medier. Hvis en bem√¶rkning eller et vredesudbrud ikke flugter den p√¶ne linje, som p√•g√¶ldende medie √łnsker at ikl√¶de sig, da slettes dine bidrag p√• √¶gte censurisk vis, uanset om du bor i √ėst eller Vest, alt imens censuringsfolket smider om sig med bestialske handlinger, der ikke bare √łdel√¶gger det omkringliggende og n√¶re samfund, men ogs√• destruerer i et meget st√łrre og alvorligere perspektiv; nemlig verdensomsp√¶ndende. Det er n√¶sten ikke til at holde ud.

Vi, i Vesten, er opdraget og hjernevasket med, at eksempelvis Kina, Nordkorea og Rusland er store undertrykkende regimer hvor befolkningerne ikke har almindelig frihed inkl. ytringsfrihed. De befinder sig uden tvivl i en anden kategori, men hvad med vores egen del af verdenen? Pr√łv at l√¶gge m√¶rke til det. Virkelig! Pr√łv at sk√¶rpe ‘det analytiske blik’ for hvad vores medier bringer. Hvem der kontinuerligt og f (ja, ja s√• prikker vi ……) uafladeligt f√•r taletid! None stop! Vinklede og st√¶rkt propagandistiske historier over emner der passer i vores politiske magthaveres [gr√•dige og kapitalistiske] kram. Alt for mange af os tror, at det vi pr√¶senteres for er et virkeligt og nuanceret verdensbillede. Hvor er vi nemme at narre!

Hvor mange er egentlig klar over hvem vi i virkeligheden lader styre ‘vores’ verden? Hvem vi rent faktisk giver lov – og dermed tillader – at s√¶tte dagsordenen?! Vi er en alt for stor horde, der ikke aner hvor st√¶rke vi reelt er sammen. N√•r, og hvis, nogle befolkningsgrupper f√•r nok, omsider, jamen s√• l√¶g m√¶rke til hvordan medierne [statsmedier i alle dele af verden] fremstiller ‘opr√łrerne’! Sj√¶ldent fremstilles de sympatisk. De fleste af os skal generelt bare holde vores mund. Vi skal lulles i s√łvn af komplet idiotiske underholdningsprogrammer, fyldt til randen af elitefolket og deres tilsyneladende glatpolerede venne-familie- og erhvervsnetv√¶rk, der for fleres vedkommende har v√¶ret i skarp, robotagtig, tanketom medietr√¶ning, hvis udtryk ofte indbefatter store insisterende √łjne og vuggende st√łdagtige bev√¶gelser tilpasset mundens ytringer, som et rent hyonoseshow.

Vi skal sm√łre vores √•benbart st√¶rkt popul√¶re gr√• leverpostejmadder (det har magthavere tilsyneladende s√¶rligt n√¶segrus beundring og respekt for), og g√• p√• arbejde. Men derudover b√łr vi holde vores skomagermund.

Jeg har ikke l√¶ngere nogen som helst respekt for det journalistiske hverv. Der findes enkelte, uendeligt f√•, helt uafh√¶ngige freelancere, men de befinder sig erhvervsm√¶ssigt i kategorien; latent udd√łdende race. Hvilket ogs√• g√¶lder politikere med bare 80 procents integritet tilbage.