Mette Frederiksen er et menneske med ubegrænset taletid. En stor og magtfuld stemme i det danske statsstøttede mediebillede. I tekst, billede og lyd. Hele året rundt. Igennem mange år. Hun vægtes troværdig af ganske mange. Hendes ord er lov. Hvad hun siger står til troende. Hun sætter sit hår som en dronning. Hun vil for alt i verden beholde den magt, hun råder over. Uanset hvad det må koste. Uanset hvem der må ofres i processen. Uanset hvilke metoder, herunder hører ting, vi for blot få år siden ville kalde meget udansk.
I historiefortællingen opbygger vi identitet, og selvom det indlysende føles mere opbyggeligt at dvæle ved dét, der gør os større, har vi i grunden endnu mere pligt til at undersøge, hvor vi fejlede. Gør vi ikke det, er vi dømt til at gentage vores mest fatale fejltagelser. Tror vi først, at den fordomsfuldhed og marginalisering der i sidste ende bruges til at retfærdiggøre diskrimination, umenneskeliggørelse, had og grusomhed er noget, der hører en mindre civiliseret fortil til, har vi allerede bevæget os et skridt i den forkerte retning
Forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen i bogen: Det kan ikke ske i Danmark – Jødernes flugt til Sverige 1943, Herbert Pundik og FILO, 2018, s. 8
Man må fundere lidt over hvad der forstås ved ordet moral. Karen Blixens moster Bess havde en klar mening om datidens politikere (1909):
Hun mente, at de danske politikere forsømte Danmarks forsvar, og var generelt af den
Løvinden – Karen Blixen i Afrika, Tom Buk-Swienty, Gyldendal
overbevisning, at de var umoralske og korrumperede
Jeg har haft tænkt på Moster Bess’ handlinger dengang: Moster Bess stormede rigsdagssalen ved Rigsdagsåbningen i august 1909, fór op og tog formandens klokke og råbte til de forsamlede politikere, at de efter hendes mening, var umoralske og kurrumperede. Jeg er overbevidst om, at dén forseelse Moster Bess gjorde sig skyldig i, at bestorme folketingssalen, og så på åbningsdagen, i dag ville høre under en eller anden terrorparagraf. Jeg er slet ikke i tvivl.
Men hvad forstår vi hver især ved begrebet moral? Hvis vi gennemgår mediernes historier igennem de sidste bare ti, fem eller to år, da vil mange af dem handle om danske Christiansborg-politikere og disses både personlige forståelse af moral, og en konsensusforståelse [usund loyalitet] af moral, i fællesskabet navn. I november 2021 udgave jeg en lille ‘artikel’ overvejende baseret på citater:
De samfundsmæssigt
Zygmunt Bauman, Hans Reitzel Forlag, 1994, 222-223
opretholdte moralsystemer er
baseret på og støttes af
fællesskabet – og vil derfor i
en pluralistisk, heterogen
verden være uhjælpeligt
relative.
Nazismen, og andre diktaturideologier, opretholdt moralsystemer, vi ved er grusomme. Alligevel mente eksempelvis Adolf Eichmann ikke, at han havde gjort noget forkert. Han fulgte blot den udstukne lov, herunder pligt:
Eichmanns ondskab skyldes ikke at han var besat af ond vilje, af et ønske om at plage uskyldige mennesker. Hans handlinger var ikke styret af noget andet ønske end at gøre et godt stykke arbejde. Han var en fuldstændig banal person, som mente at lov var lov, og som fraskrev sig enhver form for personligt ansvar for sine handlinger. Derfor omtaler Arendt retssagen mod Eichmann som et studium i ondskabens banalitet. Et totalitært regime kræver ingen onde mennesker til at iværksætte dets kriminelle politik. Det eneste som kræves, er mennesker som er ude af stand til at reflektere over deres egne handlinger – et fuldstændig banalt menneske som kun ønsker at gøre et godt stykke arbejde
Den totalitære terror, Einar Øverenget, Gadsforlag, 2001, s. 144
Personligt mener jeg, er der må være andet tilstede i et menneske, der iværksætter udryddelse af andre mennesker, end blot ønsket om at være pligtopfyldende overfor den da gældende lov og ret.
Har mennesket ikke en iboende trang til at udse sig en fjende?
Hvad foretager magtens medlemmer af handlinger overfor os i Danmark, under påskud af at gøre et godt stykke arbejde? For nødvendighedens skyld. Der er et utal af historier at gå i gang med. En af de meget alvorlige, er restriktionerne i forbindelse med viruspandemien. Alle sejl blev sat ind for at moralisere over os, og tvinge os til at underordne os de voldsomme tiltag, som danske Christiansborg-politikere, herunder især statsministeren og hendes regeringskammerater, fandt nødvendige. I samme øjemed skabte de stor splittelse i den danske befolkning, ved at dele os op i rigtige og forkerte. Helt utænkeligt og uhørt for dansk mentalitet, burde vi alle mene. Men sådan er det slet ikke. Det kan være en tendens, der er blevet mere normal.
Hvad der fremtrådte som et udtryk for radikal uenighed, kunne i sidste ende koges ned til, at vægten blev forskudt fra individuelle til sociale behov – eller snarere til ét altoverskyggende behov, der nu havde fået forrang for alle andre behov, hvad enten de var baseret på individer eller grupper: Behovet for social integration. Ethvert moralsk system er udformet med henblik på at bidrage til den fortsatte selvidentifikation hos det samfund, som opretholder systemets bindende kraft gennem socialisering og straffende sanktioner. Samfundets sammenhæng opnås og videreføres ved at lægge begrænsninger på samfundsmedlemmernes naturlige (asociale, præsociale) tilbøjeligheder – ved at tvinge dem til at handle på måder, der ikke strider imod behovet for at opretholde den sociale enhed
Hen imod en sociologisk teori om moral, Zygmunt Bauman, Modernitet og Holocaust, Hans Reizel Forlag, 1994, s. 215
Vi ved hvad magten – magteliten – foretager sig, også i Danmark. Vi ved det, og vi er vidne til det, nærmest dagligt. Vi har erfaret det igennem mange år. Med den ene hånd kan de fordømme andre landes brutale sanktioneringer overfor egen befolkning, og med den anden hånd kan de handle på måder, der ikke lader dem de fordømmer, noget efter.
Et eksempel blandt de uhyggeligste, i nyere dansk historie
Mette Frederiksen, landets statsminister igennem de sidste tre år, stod den 5 oktober 2022 og talte fra sit højtelskede podie. Hun er mange gange blevet kaldt magtfuldkommen, af mangt og mange igennem årene, især de sidste tre år, og hendes adfærd lader det ikke skjule, uanset hvordan hun forsøger at forklare sig udenom. Hun misbruger sin magtfulde taletid, og kan være endog meget personlig. Hun kan faktisk vise sig at være så personlig, at hun bruger sin taletid, sin magtfulde stemme, på landsdækkende statsstøttet tv, i forsøget på at sætte prikken over et vakkelvornt i, i den sag der hører blandt de uhyggeligste, i nyere dansk historie: En sag i sagen. Den sag der tog sin begyndelse tilbage i 2017, hvor jeg anmeldte Aarhus Universitets ledelse til Østjyllands Politi, og frem til i dag 2022, hvor meget grumset og fordærvet vand er løbet under broen siden da, og nu har varet i over fem år. Den sag, hvor min familie og jeg står overfor et Goliat-lignende foretagende. En gigantkolos af et omsiggribende korrupt og særdeles sygeligt fællesskab bestående af Danmarks magtelite og deres kollaboratører. En sag, hvor de der havde mulighed for at stoppe det, ikke gjorde det. I stedet er det muligt for involverede, at tage enhver myndighed i brug. Selv private virksomheder. Dét bedrageri, selv helt ned til små ondskabsfulde finesser, der er lagt for dagen, vil overraske de fleste stærkt. Utænkelige metoder, for at få min familie og jeg i knæ.
Statsstøttede danske massemedier er optaget af oprøret i Iran, hvor styret bruger brutale metoder overfor den iranske befolkning, der demonstrerer imod den religiøse overmagt, og de tvangsforanstaltninger der pålægges især kvinder. Oprøret blev udløst af, at en ung kvinde døde i det iranske politis varetægt. Et politi der kaldes “moralpolitiet”. Oprøret er kun fortsat med at vokse, hvor stadigt flere i den iranske befolkning deltager. Heldigvis for det.
En større og større del af den danske befolkning ønskede direkte konfrontation med den tyske besættelsesmagt. Den danske regering ville fortsætte samarbejdet med tyskerne for at beskytte Danmark mod de ulykker, som et brud med tyskerne ville betyde. Men det folkelige grundlag for at fortsætte denne politik smuldrede langsomt
Det kan ikke ske i Danmark – Jødernes flugt til Sverige 1943, Herbert Pundik og FILO, 2018, s. 164
Har vi i grunden også et “moralpoliti” i Danmark? Altså et politi der kan rekvireres af magtelitens medlemmer og sendes på gaden til særlige operationer? Ja, det har vi selv oplevet på egen krop. Og den danske befolkning er informeret om, at eksempelvis magtfulde departementschef Barbara Bertelsen har noget der ligner en direkte linje til øverste ledelse under dansk politi, Justitsministeriet. Og så er de fleste godt bekendte med Tibet-sagen. Ligeledes havde mange borgere oplevelser, da Danmark var under de omfattende restriktioner i 2020-2022. Tilsvarende har overraskende mange i befolkningen oplevet noget der ligner forfølgelse, når de eksempelvis bevæger sig ud som bilister på de danske veje. Alt efter hvem man er, selvfølgelig.
Forfølgelsen kan antage mange afskygninger, og selv statsstøttede massemedier kan tages i brug. Der er nærmest ikke grænser for, hvem der kan tages i brug, og heller ikke når det gælder villigheden for den enkelte i at deltage, gerne sammen med et par andre midlertidige kollaboratører, for trygheden og fællesskabet skyld – og selvfølgelig er vederlag og vennetjenester ikke uvæsentligt i den sammenhæng. Det kan ligefrem være ret indbringende, men også særligt underholdende, og så har man tilmed noget at tale om, oveni. Man har en fælles fjende.
Hvem er dét menneske, der indlader sig på sådan en måde? Hvilken personkarakter er der tale om? Under 2. verdenskrig var der dem der samarbejdede og dem der gik i modstandsbevægelsen. Foruden det store tavse flertal. Det flertal der må betegnes som tungen på vægtskålen og derfor opretholdere af ufin statsledelse, eller totalitærstaten for at være mere præcis.
I denne bog fortælles om dem, der hjalp. En anden del af fortællingen om Danmark under krigen er historien om ligegyldighed og grimhed. For mens vi med rette berøres af at læse om dem, der risikerede livet for at hjælpe deres landsmænd, må vi ikke glemme, at de fleste ingenting gjorde. Måske fordi de ikke fik lejlighed til det, måske fordi de ikke turde, måske fordi de bare ikke ønskede at hjælpe.
Forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen i bogen: Det kan ikke ske i Danmark – Jødernes flugt til Sverige 1943, Herbert Pundik og FILO, 2018, s. 7
Lars Findsen har det meste af sit voksne arbejdsliv befundet sig som medlem af Danmarks magtelite. Han er én af deres egne. Det ses tydeligt i forhold til, hvordan både udvalgte statsstøttede journalister og folketingspolitikere ønsker at hjælpe, og få undersøgt sagens rette sammenhæng. Det er en vanvittig historie, hvor udvalgte danske myndigheder har handlet særdeles forrående, uden et gram af moral, anstændighed, ordentlighed og professionalisme: de involverede har handlet decideret sygeligt.
Mine børn og jeg har været udsat for det samme, blot i endnu større skala, og med mange flere utænkelige deltagere. Og det har stået på i flere år. Vi har været fuldstændig alene imod denne magtelite; ganske uhyggelige individer, der må bryde dansk lovgivning som de har lyst til. Der må udsætte os for nøjagtig dét de måtte have lyst til, herunder uhyrlige opfindelser undervejs, for morskabens skyld.
Vi ser tydeligt forskelsbehandlingen. Vi oppebærer ingen retssikkerhed. Vi er underlagt et sygt dansk korrupt magtsystem.
Hvad der betragtes som retfærdigt og værdigt, er underlagt tidens strømninger og staternes kølige optagethed af at dele mindst muligt med andre. Nogen dømmes ude, andre dømmes inde. Nogen må man lave særregler for, andre går fri
Ibid, s. 9