Fortællingen om en heksejagt

Hjertesten med et hjerte indeni fundet af mit ældste barn

“When you see corruption, when you see injustice, you speak up. You don’t just shut up and say it’s none of my business”

Manal al-Sharif


❤️ 

En heksejagt, en moderne en af slagsen. Moderne fordi vi ikke fysisk brænder folk på bålet længere, men stadig forfølger andre mennesker der må bøde for summen af de synder et samlet fællesskab indeholder. Medlemmerne af fællesskabet behøver ikke at skulle stå til regnskab for noget, for syndebukken bærer det for dem. Der skabes en foreløbig ro og orden, indtil man igen bliver nødt til at udpege en ny bærer. Sådan har mennesket altid indrettet sig i måden de grupperer sig på.

I dag behøver heksejagten ikke kun at blive eksekveret lokalt, for de sociale medier kan bruges til hurtigt at mangedoble skaren af fakkelbærere, i et omfang af både hundrede og tusindevis – og i nogle tilfælde i millionvis.

Nu er jeg nødt til at fortælle vores historie om de uhyggelige og meget alvorlige oplevelser vi har haft, efter vi over mange og lange overvejelser valgte at flytte til Hobro, for at være tættere på mine børns far der efter 23 år i København flyttede tilbage til sin hjemegn og egen familie i 2011. Mange og lange overvejelser fordi jeg kender til, alt for godt endda, hvordan det kan tage sig ud, når københavnere bevæger sig over broer og vand til andre dele af lilleputlandet Danmark for noget så ekstremt som at bosætte sig.

I 2015 oprettede jeg det jeg kaldte Skriveværkstedet der ikke rigtig blev til noget, og i 2016, efter at have samlet mod nok, oprettede jeg en blog på avisen.dk for at skrive om de oplevelser vi havde haft med min yngste søns grundskoleforløb, men også generelt om børns manglende rettigheder i deres grundskoleliv. I 2017 så Forlaget Nemesis dagens lys, og der var nu tre sager jeg måtte og skulle skrive om.

Jeg har aldrig haft lyst til at stå frem. Jeg bryder mig overhovedet ikke om at være midtpunkt i noget som helst, end ikke egen fødselsdag. En særlig stor og svær overskridelse var da jeg for alvor trådte ud i ukendt farvand – på en vakkelvorn isflage – og i juni 2018 offentliggjorde den falske underskrift i sagen med Aarhus Universitet og det utænkelige og grove bedrageri de lagde for dagen, der siden også kom til at indbefatte den danske stat. Men det var noget jeg blev nødt til at gøre, fordi det ikke kan være rigtigt at vi giver andre mennesker lov til at opføre sig som de har lyst til, og især ikke når det bryder med fælles vedtaget lovgivning og derfor går ud over det samlede fællesskab Danmark. For dybest set handler det om manglende medmenneskelighed. Om at nogle lovformeligt er givet beføjelser til at ødelægge. Om at disse udvalgte ikke behøver at stå til ansvar og regnskab for deres mishandling af fællesskaber. Ikke behøver at stå til ansvar og regnskab for deres mishandling af andre mennesker. Og sådanne omstændigheder vil jeg ikke finde mig i.