Fortællingen om en heksejagt

Hjertesten med et hjerte indeni fundet af mit ældste barn

🦋

Any indefference towards someone else’s integrity and dignity equally threatens our own and, fundamentally, betrays humanity as a whole

Nils Melzer

🦋 

En heksejagt, en moderne en af slagsen. Moderne fordi vi ikke fysisk brænder folk på bålet længere, men stadig forfølger andre mennesker der må bøde for summen af de synder et samlet fællesskab indeholder. Medlemmerne af fællesskabet behøver ikke at skulle stå til regnskab for noget, for syndebukken bærer det for dem. Der skabes en foreløbig ro og orden, indtil man igen bliver nødt til at udpege en ny bærer. Sådan har mennesket altid indrettet sig i måden de grupperer sig på.

I dag behøver heksejagten ikke kun at blive eksekveret lokalt, for de sociale medier kan bruges til hurtigt at mangedoble skaren af fakkelbærere, i et omfang af både hundrede og tusindevis – og i nogle tilfælde i millionvis.

Nu er jeg nødt til at fortælle vores historie om de uhyggelige og meget alvorlige oplevelser vi har haft, efter vi over mange og lange overvejelser valgte at flytte til Hobro, for at være tættere på mine børns far der efter 23 år i København flyttede tilbage til sin hjemegn og egen familie i 2011. Mange og lange overvejelser fordi jeg kender til, alt for godt endda, hvordan det kan tage sig ud, når københavnere bevæger sig over broer og vand til andre dele af lilleputlandet Danmark for noget så ekstremt som at bosætte sig.

I 2015 oprettede jeg det jeg kaldte Skriveværkstedet der ikke rigtig blev til noget, og i 2016, efter at have samlet mod nok, oprettede jeg en blog på avisen.dk for at skrive om de oplevelser vi havde haft med min yngste søns grundskoleforløb, men også generelt om børns manglende rettigheder i deres grundskoleliv. I 2017 så Forlaget Nemesis dagens lys, og der var nu tre sager jeg måtte og skulle skrive om.

Jeg har aldrig haft lyst til at stå frem. Jeg bryder mig overhovedet ikke om at være midtpunkt i noget som helst, end ikke egen fødselsdag. En særlig stor og svær overskridelse var da jeg for alvor trådte ud i ukendt farvand – på en vakkelvorn isflage – og i juni 2018 offentliggjorde den falske underskrift i sagen med Aarhus Universitet og det utænkelige og grove bedrageri de lagde for dagen, der siden også kom til at indbefatte den danske stat. Men det var noget jeg blev nødt til at gøre, fordi det ikke kan være rigtigt at vi giver andre mennesker lov til at opføre sig som de har lyst til, og især ikke når det bryder med fælles vedtaget lovgivning og derfor går ud over det samlede fællesskab Danmark. For dybest set handler det om manglende medmenneskelighed. Om at nogle lovformeligt er givet beføjelser til at ødelægge. Om at disse udvalgte ikke behøver at stå til ansvar og regnskab for deres mishandling af fællesskaber. Ikke behøver at stå til ansvar og regnskab for deres mishandling af andre mennesker. Og sådanne omstændigheder vil jeg ikke finde mig i.

❤️ 

Tre alvorlige sager (grundskole 2012-2014, jobcenter 2012- 2013 og Hobro Boligforening (2012/2019-2020) der har flere personer med forbindelser til hinanden involveret. Det kommer jeg blandt andet ind på i én af de endnu ikke udgivne bøger, også omtalt i nogle blogindlæg på avisen.dk da jeg havde den blog. Der hersker en afsindig middelalder- og gadekærsmentalitet sådanne små steder som her. Trods dokumentation til vores fordel i alle tre sager, lod det ikke til at kunne hjælpe os. Jeg håber inderligt at domstolen vil vise sig fra en redelig og anstændig side i retssamfundets navn, i nuværende sag.

Grundskole:

Der var et barn der ikke kunne lade min yngste søn være. De gik i 2. klasse, og klasselæreren ville ikke hjælpe. Drengen havde brug for støtte, og fik det vist senere på en anden skole (skolen de gik på, Nordre Skole, lukkede i 2012), men hans mindre søskende havde også brug for støtte. Der var tale om opmærksomhedsforstyrrelser hos begge. To gange lagde han sine hænder om halsen på min søn, og en anden gang skubbede han så min søn var forslået på hænder, knæ og ansigt da jeg kom om eftermiddagen for at hente ham. Den ene af de to børns forældre var forbundet med Hobro Boligforening og er det stadig i dag (bestyrelsesmedlem – og lejer af hus under boligforeningen). Det stod på fra december 2011 og frem til først i marts 2012. Den familie og vores nuværende naboer minder i øvrigt om hinanden socialt- og segmentkulturelt.

Vi lånte drengen kostumer til Halloween – eller fastelavn (to gange lånte vi ham kostumer, men der var også en eventyrfest. Jeg har skrevet det meste af en bog om vores oplevelser, og der står hvilke begivenheder der er tale om), og inviterede ham hjem hvor han, i forvejen, havde bestilt lasagne til aftensmad, men samme dag aflyste han. Til sidst måtte jeg tage min søn ud af klassen tre måneder før skolen lukkede fordi han ofte græd over at skulle i skole og aldrig vidste hvad drengen kunne finde på at gøre. Min søn havde på daværende tidspunkt allerede fået tilsagn om plads på en skole vi havde søgt, hvor flere af hans venner fra klassen skulle ud efter sommerferien. Drengen skulle gå på en anden skole i byen. Vores historie er fuldstændig forrykt, og jeg skrev med en forsker dengang, med to politikere på Christiansborg og sendte vores daværende sag til instansen Børneombudsmanden.

Jobcenter:

Sagen om jobcentret bad jeg om hjælp hos ved Aarhus Retshjælp i februar 2013, efter at en privat socialrådgiver havde anbefalet mig at få aktindsigt. Jeg opdagede da, at den såkaldt sagsbehandler på jobcentret (en lille firskåren usling med ondskabsfulde slangeøjne) havde løjet så ufattelig groft omkring et møde jeg havde med ham i juni 2012. Det var et møde jeg optog på min mobiltelefon, så derfor kunne jeg dokumentere hvad jeg havde sagt. Han løj og løj og løj i sagen om ytringer og adfærd …[!], men selvom jeg havde dokumentation på hvad jeg sagde, og hvordan jeg sagde det og hvordan jeg talte, ja så hjalp det mig ikke. Jeg var studerende på det tidspunkt, og havde brug for en lille håndsrækning for at komme tilbage til studiet, men det måtte jeg ikke få, og i stedet skulle jeg arbejde for Mariagerfjord Kommune og private virksomheder (samarbejde) som billig arbejdskraft (tilskud og statsrefundering) i form af arbejdstræning for ledige. Det spildte jeg halvandet år på.




I øvrigt må en sagsbehandler godt skrive noget i journalen som du ikke direkte har sagt på et møde. En sagsbehandler må således godt skrive i en journal hvad vedkommende kan iagttage og hvad han fornemmer. Selvom du således ikke direkte har sagt nogle ting hinder det ham som udgangspunkt ikke i at skrive det, hvis han efter en helheds vurdering har fået en opfattelse af en bestemt holdning/attitude fra din side. På den baggrund er det meget svært at holde kommunen og/eller en medarbejder op på et retligt ansvar i forbindelse med noteringer i sagen. 
De venligste hilsner
Camilla, 
Juridisk manager, 
www.socialeretshjaelp.dk
 Date: Mon, 2 Sep 2013 16:54:11

En Juridisk manager fra en retshjælp i Danmark skriver intet mindre!, at sagsbehandleren [https://dk.linkedin.com/in/ole-sander-michelsen-343a7b6a] er i sin gode ret til at skrive hvad som helst, uanset det faktum, at det ren og skær er et sygt og ondskabsfuldt opspind. Fordi denne fornemmer og iagttager og dermed får sine fortolkninger til at passe i eget kommunale DDR-kram. Det er en meget ekstrem behandling af borgere uden indflydelse. Alle vi der ikke er ansat i stat og kommune, eller varetager magtfulde erhverv. Det er diktatur. De fleste af os har ingen rettigheder, ingen retsbeskyttelse. Det har jeg igennem mange år erfaret, og kulminationen og stadfæstelsen på Danmark som et skalkeskjulsdemokrati, der i langt højere grad minder om det tidligere DDR end et nordisk- og vestligt oplyst åbent demokrati, var sidste års ufattelige statskup, vi endnu ikke har vristet os fri af.

Oplevelser som de sager jeg beskriver her på min hjemmeside, der er hele grunden til at jeg overhovedet har den, er meget, meget ødelæggende. Når man som menneske, og borger i et samfund ikke kan gøre noget ved sådanne mishandlinger, så bliver det ødelæggende og farligt for det samlede fællesskab et land består af.

https://www.information.dk/debat/2017/07/uanset-hvilke-ydmygelser-kommunen-fandt-paa-fandt-mor?lst_dbt

https://www.avisen.dk/blogger-det-skete-under-nazismen-og-noget-lignende_495767.aspx


’’Jeg er ofte ude og tale om det gode samarbejde, om at man aldrig skal se kommunen som modstander, at der ikke findes onde mennesker, at ingen står op og går på arbejde med den intention at gøre livet surt og uudholdeligt for mennesker med udviklingshæmning. Men efter mange breve til statsforvaltning, til pædagogisk personale, til socialudvalgsformanden, er jeg ikke længere sikker’’ (Schimmell, Dan R., politisk konsulent i LEV, Bladet LEV, december 2013)

Danmark er os alle sammen, og ikke kun nogle få!